Sigrid, der står bag globale hits som ”Strangers” og ”Don’t Kill My Vibe”, udsender den 24. oktober det nye album ”There’s Always More That I Could Say”, og den 5. februar 2026 giver hun sin største danske venuekoncert i Poolen på Refshaleøen.
Selvom hun stadig er i 20’erne, har norske Sigrid allerede været en del af den internationale popelite i et årti. Hun voksede op i et musikalsk hjem og lærte som barn at spille klaver og guitar. Som teenager begyndte hun at skrive sine egne sange, og i 2013 blev hendes nummer ”Sun” et norsk radiohit. I 2016 udkom Sigrids første officielle single ”Don’t Kill My Vibe”, som blev et internationalt hit, solgte over 500.000 eksemplarer og skaffede hende kontrakt med Islands Records (Robyn, Chappell Roan, Sabrina Carpenter). I januar 2018 hjemtog hun BBC’s prestigefulde talentpris ”Sound of 2018” foran bl.a. Billie Eilish og Khalid.
I 2019 udkom debutalbummet ”Sucker Punch”, der strøg til tops i Norge, gik top 5 i England, Skotland, Irland og opnåede en 3. plads på Billboards Heatseekers Album-liste. Albummet indeholder Sigrids største hit ”Strangers”, som har 145 mio. afspilninger på Spotify. Succesen fortsatte på efterfølgeren ”How to Let Go” (2022), der gik nummer 1 i Norge og top 10 i flere lande, og herhjemme tildelte GAFFA det 5 stjerner og kaldte det ”Storslået og frygtløs pop”.
Efter mere end tre års albumpause vender Sigrid nu stærkt tilbage med sin tredje fuldlængde ”There’s Always More That I Could Say”, der er ude den 24. oktober. Herfra har hendes fans allerede kunnet nyde de forrygende singler ”Jellyfish”, ”Fort Knox” og senest ”Two Years”.
Sigrid er en formidabel live-kunstner, hvilket hun herhjemme bl.a. har demonstreret på bl.a. Roskilde Festival, Smukfest, Tinderbox og senest SYD FOR SOLEN 2025, hvor GAFFA kaldte hendes koncert ”dritkul”. Der er derfor lagt i ovnen til en kæmpe popfest, når det norske popunikum giver koncert den 5. februar 2026 i Poolen.
Du kan sikkert og nemt opbevare dine ejendele i vores elektroniske skabe, når du besøger Poolen. For at gøre dit besøg endnu nemmere, kan du booke dit skab på forhånd, så det er klar til dig, når du ankommer.
Skabet kan du tilgå så meget du lyster og åbne med din mobil under hele din aften i Poolen – desuden kan du dele skabet med dine venner. Vi har to størrelser: Large, der egner sig til 2-3 personer og medium til 1-2 personer.